Kreds 122 - en del af Danmarks Lærerforening

Tilbud fra Ringkøbing-Skjern Kommune

Her kan du læse, hvad Ringkøbing-Skjern Kommune tilbyder sine ansatte.

Behandlinger ved fysioterapeut, kiropraktor eller massør.

Hvis du har behov for behandlinger ved fysioterapeut, kiropraktor eller massør, giver kommunen 100 kroner i tilskud per behandling til fastansatte. Der kan maksimalt gives tilskud til fem behandlinger om året.

 

Behandlingerne kan modtages skattefrit, når der er tale om behandling eller forebyggelse af arbejdsrelaterede skader og/eller sygdomme.

 

Kommunen forlanger desuden: 

  • du vælger en fysioterapeut, som har et ydernummer, hvis ikke skal der medsendes en kopi af deres autorisation
  • du vælger en kiropraktor, som har et ydernummer, hvis ikke skal der medsendes en kopi af deres autorisation
  • du vælger en massør, som har en RAB-godkendelse på massage 


Hvordan får jeg refunderet mine udgifter til behandlingerne?

Du skal i første omgang selv betale for behandlingerne. Tilskuddet bliver efterfølgende udbetalt sammen med lønnen. 

 

Hurtig diagnose

Kommunen har indgået en samarbejdsaftale med Falck Healthcare omkring "Hurtig Diagnose".

Aftalen betyder, at hvis du som medarbejder får en arbejdsskade, kan du med denne aftale komme hurtigere igennem et udredningsforløb. Skaden skal være anmeldt som en arbejdsskade, før samarbejdsaftalen kan bruges.

For at gøre brug af samarbejdsaftalen, skal du indhente en lægehenvisning til speciallæge fra egen læge.

 

Du og din praktiserende læge kan under hele forløbet kontakte Falck Healthcare AM på telefon 70 33 33 55, eller ved at skrive til: Falck Healthcare AM A/S, Polititorvet, 1780 København V, mærket "Hurtig Diagnose".

 

 

Psykologisk bistand ved arbejdsrelaterede hændelser eller arbejdsrelaterede trivselsproblemer. 

Kommunens aftale med Nordisk Krisekorps dækker arbejdsrelaterede problematikker. Det er lederen, der vurderer om der skal rekvireres psykologhjælp. 

 

Aftalen omfatter:

  • Akut krisehjælp
  • Debriefing til ledelse og medarbejder ved pludselig opstået hændelse. F.eks. røveri, arbejdsulykke/ulykke, dødsfald eller andre voldsomme hændelser, vold eller trusler om vold mm. 
  • Psykologisk rådgivning i forbindelse med arbejdsrelaterede trivselsproblemer, stress og udbrændthed, misbrug mm.

Alle henvendelser til Nordisk Krisekorps eller privatpraktiserende psykolog skal ske efter aftale med ens leder. Nordisk Krisekorps i Holstebro -  telefon 60 11 11 44.